Computerstyretjulelys.dk

Valg af Pixel Controller (2026)

Når man vælger en pixel-controller, handler det grundlæggende om hvordan pixels er placeret i forhold til hinanden, og hvordan man ønsker at opbygge sit setup. De fleste controllere kan styre de samme typer pixels og bruges med den samme software, men de adskiller sig i måden, de håndterer porte, afstande og udvidelser.

Nogle controllere er primært designet til direkte tilslutning, hvor pixel-kablerne sættes direkte i controlleren. Denne type controller bruges typisk, når mange pixels er samlet ét sted, for eksempel i et mega tree, på en facade eller i en tæt gruppe af props. Setup’et er enkelt, overskueligt og kræver færre ekstra komponenter.

Andre controllere – eller udvidelser til dem – understøtter differential eller long-range signaler. Her sendes datasignalet via netværkskabel til en receiver, som placeres tæt på pixels. Det gør det muligt at have langt større afstand mellem controller og lys, uden problemer med datatab. Denne løsning er særligt velegnet til større haver og installationer, hvor lysene er spredt ud over et større område.

I praksis bruger mange en kombination af begge løsninger. Det er meget almindeligt at benytte lokale porte til noget med mange pixels samlet, og samtidig bruge differential receivers til props, der sidder længere væk. Det giver både et simpelt og fleksibelt setup, som er let at udvide senere.

Det er også helt normalt at bruge flere controllere i samme installation. Alle controllere styres samlet via netværk og samme software, og de fungerer derfor som ét samlet system. Controllere fra Kulp Lights og Falcon kan uden problemer bruges sammen i samme setup, hvilket giver stor frihed til at sammensætte løsningen efter behov.

Eksempler på brug

En god all-around controller til de fleste installationer vil være F16V5 eller K16-Max V4. De har både gode muligheder for direkte tilslutning og understøtter flere smart differential receivers, hvilket gør dem velegnede til både kompakte setup og installationer, hvor dele af lysene er placeret længere væk. De bruges ofte som hovedcontroller i små og mellemstore opsætninger.

K32-Max V4 er et oplagt valg til installationer med rigtig mange pixels samlet ét sted. Den egner sig særligt godt til store mega trees, matrixer eller andre opsætninger med høj pixeltæthed, hvor man ønsker mange lokale porte og en kraftig controller samlet ét sted.

Hvis man ønsker en mere central styring med mange props spredt ud over et større område, er F48V5 velegnet. Den bruges ofte i setup, hvor størstedelen af lysene er tilsluttet via differential receivers, der er placeret rundt omkring i haven eller installationen. Det giver et meget fleksibelt og skalerbart setup med store afstande.

K8-Max V4 passer godt til mindre installationer, hvor man starter i det små, men stadig ønsker mulighed for at udvide senere. Den kan bruges alene i et kompakt setup og senere suppleres med differential receivers eller flere controllere, hvis installationen vokser.

K8-Pi er en god løsning, hvis man allerede har en Raspberry Pi 3B+, Pi 4 eller Pi 5 liggende. Her får man en fleksibel controller, der genbruger eksisterende hardware og egner sig godt til mindre og mellemstore setup, hvor man ønsker en enkel og omkostningseffektiv indgang til pixel styring.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Søg efter
×